Take-away i Hornslet

Find dit næste måltid i Hornslet eller tæt på.

Her finder du de bedste steder at bringe mad hjem fra, når du bor i Hornslet. For at få et lidt større udvalg skal man være villig til at køre lidt længere, men så er du også dækket ganske godt ind ligegyldigt hvilket land, din aftensmad skal stamme fra. 

Populære valg
Pizza
Burger
Salat
Sushi
Tapas
Grillretter
Sandwich
Thai
Klassisk dansk
Græsk
Andre madtyper
Børneretter
Pasta
Pitabrød
Gryderet
Håndmadder
Fisk
Nachos
Madpandekager
Seafood
Brunch
Steaks/bøffer
Grillkylling

Madkompagniet

Byvej 1, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Et moderne touch på din take-away
  • Lækre salater
  • Delikate desserter og drikkevarer

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Hvidt brød og pomfritter

Prøv især:

  • Falaffelsalat med edemammebønner, feta, ristede mandler, hummus og tomattapenade

Madkompagniet er Hornslets bud på en moderne café med virkelig gode salater, tapas, sandwich og meget mere. Det hele lavet med gode råvarer og som kræs for øjet. 

Selv hvis du ønsker dig en burger, som snildt kan konkurrere med Aarhus’ overflod af såkaldte gourmetburgere, så er dette stedet at bestille fra. Solide boller og lækkert fyld med små spidsfindigheder udover det sædvanlige.

I coronatiden er der desuden ‘dagens ret’, som løbende bliver præsenteret på Madkompagniets Facebookside

Du kan med fordel afslutte dit måltid med en lille dessert fra deres indbydende chokolade-/kagemontre, når du alligevel er der. 

Star Pizza

Tingvej 27, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Klassisk grillbar-pizza
  • Meget kort ventetid – ofte 10-15 minutter fra bestilling
  • Venlig betjening

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Italienske pizzaer med nøje afmålt topping

Prøv især:

  • Nummer 13: Pizza med kylling, champignon og ananas

Er du til klassisk grillbar-pizza som vi kender den fra enhver dansk provinsby, hvor de fine fornemmelser er pakket væk og ingen topping er ilde set? Så er Star Pizza din kilde til pizzaglæde. 

Star Pizza kan deres håndværk og har en solid menu med en pizza til enhver smag. Der er endda mulighed for at vælge pomfritter som topping, hvis man swinger den vej. 

De laver pizzaerne i rekordfart og leverer gerne for en rund 20’er, hvis du ikke orker at bevæge dig ned til dem. 

Udover pizzaerne kan du også investere i deres pitabrød, spaghettiretter eller grillretter, såsom grillkylling, nuggets og kebabmix.

Restaurant Amanda

Byvej 6, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • No-nonsense grillmad som i gamle dage
  • Rigelige portioner
  • Noget med grillpølse

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Salater og helsekost to go

Prøv især:

  • Deres pomfritter – som er sprøde, lækre og mange.

Restaurant Amanda er Hornslets højborg inden for grillmad. Der er gang i frituren og take-away kortet boomer af klassiske grillretter, som du bliver sendt hjem med i rigelige mængder.

Menuen er meget bred og omfatter også tapas, bøffer, gryderet m.m.

Hovedkompetencen for stedet, som beskæftiger en del af de lokale teenagere bag disken, er dog pomfritterne, pitaerne og pølserne. Og så kan man hive nogle hæderlige sandwiches med derfra eller blive fristet af deres softice og kugleis.

Den Gamle Kro

Rosenholmvej 3, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Klassiske danske retter
  • Gavmilde portioner
  • Stegt flæsk uden at skulle svine køkkenet til

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Lette retter og salat

Prøv især:

  • Stjerneskudet

Den Gamle Kro tilbyder en række danske klassikere, som du kan bringe med dig hjem til aftensmadsbordet. Endda nationalretten stegt flæsk, som dog kun er på kortet onsdage, mens den Østrigsk/italienske panerede mastodont, wienerschnitzlen, kigger ind på mandage. 

Herudover breder de sig også over lidt grillmad og en hæderlig gryderet. 

Portionernes størrelse er i den seriøse ende, hvilket understreges af, at man sædvanligvis får det med hjem i en papkasse. Sulten bør derfor blive stillet, når du henter fra Den Gamle Kro.

Ild Pizza

Sortevej 8, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Pizza i ægte italiensk stil
  • Delikat udvalg af toppings
  • Pizza af gode råvarer

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Klassisk grillbars-pizza med store mængder fyld og godt med olie

Prøv især:

Sammensæt let din helt egen pizza via hjemmesiden med lige den type topping du ønsker – prisen er altid den samme, og du kan navngive den og købe den igen næste gang.

IldPizza har rystet posen med pizzeria-koncepter og har trukket et solidt af slagsen ud til Hornslets pizza-elskere.

Bestillinger foregår via hjemmesiden, hvor man enten kan vælge blandt kokkens sammensatte, eller også kan man gå freestyle og sammensætte sin egen. Endda uden prisen bliver hverken højere eller lavere ligegyldigt hvor mange toppings man ønsker. 

Pizzaerne er i stil med de ægte italienske, hvor der ikke ruttes med mængden af toppings, som til gengæld er af bedste kvalitet og giver nogle andre muligheder end de sædvanlige grillbars-pizzeriaer. Dermed også sagt, at hvis man ønsker den gode, gamle let snaskede pizza, bør man ikke vælge dette sted.

De bringer ikke ud, men til gengæld kan du følge din pizzas status via hjemmesiden, og du kan med fordel slå dig ned i deres hyggeligt indrettede lokaler, hvor man kan nyde maden ved langborde.  

Et lille tip: Hvis du bestiller pizza med ruccolasalat, så tjek lige friskheden på salaten inden afgang. Salaten bliver givet med i en separat pose og er ikke altid helt i top.

Bar’Sushi

Skovlundvej 16, 8541 Skødstrup

Lige dig, hvis du er til:

  • Sushi af forskellig art
  • Japansk øl
  • Forårsruller, edamamebønner og andet tilbehør

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Alt andet end sushi

Prøv især:

  • Mulighederne er mange, så prøv dine favoritter

Bar’Sushi er den nærmeste mulighed for sushielskere i Hornslet. Udbuddet er stort og bredt, og det er samtidig muligt at få diverse tilbehør.

Orkidé køkken

Grenåvej 762a, 8541 Skødstrup

thairetter i Skødstrup som take-away til Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Suveræn thaimad
  • Velproportionerede portioner
  • Stærk mad

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Et uendeligt langt menukort

Prøv især:

  • Nummer 83: Gai Pad, Ma-Muang – kylling med cashewnødder, peberfrugt, løg, ananas, babymajs og broccoli

Du skal være frisk på en lille køretur, hvis der skal stå uforfalsket thaimad på bordet, uden du selv skal i køkkenet.

Orkidé Køkken ligger lige midt i fusionsbyerne Løgten og Skødstrup, og det tager derfor omtrent 10 minutter hver vej at hente maden. Men den er også turen værd. 

Der er åbent for take-away onsdag til søndag og menuen skifter løbende, men der er altid 5-6 retter + forretter at vælge imellem. Og portionerne er gavmilde, så du får også fuld bonus på den front. 

Vær opmærksom på, at hvis de skriver, noget er stærkt, så mener de det. Så hvis du ikke har trænet hals og mave til en omgang thailansk chili, bør du nok lige træne dig op med en ret, der ikke er markeret som halsbrandsfarlig.

Sevag’s – Grækeren

Skæring Strandvej 3, 8250 Egå

græsk mad ved Skæring strand

Lige dig, hvis du er til:

  • Suveræn græsk mad
  • Et omfangsrigt udvalg
  • Retter af gode råvarer

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Andet end mad med græsk feeling

Prøv især:

  • Andonis Mix Grill – endelig en grillplatte, hvor kødet ikke er stegt til døde, men til gengæld overrasker med liflig velsmag.

Det er en oplevelse i sig selv at stikke hovedet ind til Sevag og crew for at hente sin take-away.

Der er gang i den græske musik, som zorba’er ud af højttalerne, mens den allestedsnærværende indehaver styrer tjenere, kokke, kunder og alt andet med tilråb, fagter og kække kommentarer. 

Maden er i absolut topklasse, og der er rigeligt at vælge imellem, så længe man ikke er bange for hvidløg eller kød. Så det kan snildt anbefales at tage turen til Skæring Strand for at hente den nærmeste autentiske græske mad. 

Det tager dog alligevel 18 minutter hver vej, så medmindre du elsker at køre meget i bil, kan det med fordel hentes på hjemvejen fra Aarhus eller nydes på et tæppe på stranden, som befinder sig lige på den anden side af vejen fra restauranten.

Guldkyllingen

Søndage på SuperBrugsens parkeringsplads ud mod Toftevej. Toftevej 11, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Glimrende grillkylling
  • Sprøde pomfritter
  • Munter og flink betjening

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Andet end kylling

Prøv især:

  • Middag for 2 – grillkylling, pomfritter og coleslaw i rigelige mængder og veltilberedt

Guldkyllingen er en madvogn, som holder til i Hornslet hver søndag ved Superbrugsen.

Du kan kun vælge mellem grillkylling eller nuggets og hotwings, så du skal være glad for kylling, hvis du skal gå tilfreds derfra.

Til gengæld er det også en rigtig god kylling du får med hjem, og pomfritterne er så sprøde som de skal være.

Som ekstra bonus er der altid smil og godt humør i vognen, når du henter maden.

Bageriet

Byvej 15, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Tapas

Bageriet i Hornslet, som er søskende med Bageriet i Løgten, tilbyder en omgang tapas, hvis du ringer og bestiller på forhånd.

Deres speciale er selvsagt rundstykker, brød og kage, men det er altså også muligt at få fat på en omgang små nipserier. 

Personligt har jeg aldrig testet tapas’en, men man må formode, at det som minimum kommer med noget godt brød.

Landevejens Pizza

Landevejen 73, 8543 Hornslet (Rodskov)

Lige dig, hvis du er til:

  • Udmærket pizza, som er mindre olieret end gennemsnittet
  • Grillretter
  • Cigaretter (åbenbart)

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Mad der spiller sammen med din slankekur

Prøv især:

  • En af de 20 forskellige pizzaer

Hvis du har brug for lidt afveksling fra de andre pizzariaer i Hornslet, kan du tage turen til Rodskov, hvor Landevejens Pizza tilbyder netop de flade bunde med topping og diverse grillretter. 

Pizzaerne er ganske fine og knapt så fedtede som andre pizzaer i samme stil, og så kan du tilkøbe sodavand, chips og slik mv., hvis du virkelig vil gå til den med junkfood.

Deres website er lidt spøjst prioriteret, og det anbefales at klikke sig hurtigt ind på pizzaerne i venstremenuen, så man slipper for synet af det noget mere uappetitlige udvalg af hele 94 forskellige typer cigaretter – inklusive skræmmebilleder – som ligger på forsiden.

Hvis du vil se, hvad de forskellige pizzaer indeholder, før du beslutter dig, skal du klikke dig ind på hver enkelt for at se hvad de omfatter, hvilket kræver lidt tålmodighed.

Men betjeningen er flink og hurtig, så det er et fint supplement til de andre udbydere. Pizzaerne kan med fordel også tages med ned til Følle Strand på lune sommeraftner.

SuperBrugsen

Toftevej 11, 8543 Hornslet

Lige dig, hvis du er til:

  • Heat-it-yourself mad
  • Store bøffer
  • Fløde og kartofler

Knapt så meget dig, hvis du er:

  • Arg modstander af selv at skulle varme mad op, før du kan spise

Prøv især:

  • Fredagsmenuen: Bøf og tilbehør

Superbrugsen har adskillige tilbud til den sultne, som ikke har tid til at lave maden fra bunden.

Dog skal du være forberedt på, at du lige skal sætte det i ovnen eller måske stege et stykke kød færdigt, før du er helt klar til at sætte tænderne i det. 

Der er både mulighed for færdigretter, som ligger klar i kølediske – her er fløde og bacon ofte den foretrukne ingrediens, men der er også flere andre muligheder. Blandt andet den berømmede Oles Pizza på frost.

Følg gerne med på deres Facebookside for at få særtilbud fra delikatessen, som til tider smækker noget specielt sammen, og ellers er der sandwich, tapas m.m. i delikatessens køler.

Thai Chef Truck

Toftevej 11, Hornslet (Foran SuperBrugsen torsdage)

Lige dig, hvis du er til:

  • Thailandske retter
  • Nudler og ris

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Et stort menukort med uendeligt mange valg

Prøv især:

  • Vi har endnu ikke testet denne, så vi kender ikke hofretten.

Denne foodtruck holder ved SuperBrugsen i Hornslet hver torsdag, hvor du har mulighed for at hente thailanske ris- eller nuddelretter hjem for en pris på lige under 90kr. per person.

Vi har endnu ikke selv testet den, og der er endnu ingen anmeldelser på deres Facebookside. Til gengæld har en enkelt borger anbefalet den i den lokale Hornslet’ske Facebookgruppe, så der er i hvert fald en enkelt fan.

Hvis ikke andet, så sparer du en køretur til Løgten, hvor den nærmeste fastliggende asiatiske take away udbyder holder til.

Bemærk, at det udelukkende er torsdag denne food truck befinder sig i Hornslet.

Burger under Blokken

Dahlgårdsparken 4, Hornslet (Foran REMA torsdag til lørdag)

Lige dig, hvis du er til:

  • Store burgere
  • Vegetarburgere
  • Babdogs (Pøsebrød med kebab af oksekød)

Knapt så meget dig, hvis du søger:

  • Sund og varieret kost

Prøv især:

  • Vi har endnu ikke testet denne, så vi kender ikke hofretten.

Vi har endnu ikke testet dette sted, men skal man tro kommentarerne på deres Facebookside og deres primære udbud, så er burgerne et godt sted at starte. 

Det er uvist hvilken blok burger-food truck’en skulle befinde sig under, men heldigvis er den til at finde lige ude foran REMA 1000 i Hornslet torsdag til lørdag.
Og skulle burgersulten melde sig på en søndag, kan den opstøves foran REMA i Egå. 

Udbuddet er store burgere med ost, bernaise eller brun sauce. Herudover inkluderer menukortet også kylling- og vegetarburgere.